Nyt opmålingssystem til køkkenproducenter
18 August 2006
Nyt opmålingssystem til køkkenproducenter
Bordpladeproducenten SPEKVA A/S og Landmålergården A/S har med et nyt produkt fra Leica Geosystems dannet fælles front mod den lange, seje og omkostningsfyldte proces, det til tider er at finde frem til de eksakte mål til køkkenbordplader.
Præcis opmåling af skæve køkkener SPEKVAs erfaringer inden for opmåling, fremstilling og montering af bordplader i kombination med Landmålergårdens viden om laseropmåling har resulteret i et nyudviklet koncept, som muliggør præcis laseropmåling af bordplader til selv gamle, skæve køkkener. Den nye teknik vil betyde besparelser for køkkenbranchen i millionklassen, da den vil lette ”forretningsgangen” for en kundespecificeret bordplade til et nyt køkken betydelig. I dag er kan det være meget besværligt at finde frem til de rigtige mål for en bordplade, når der er tale om komplicerede udformninger. Hvis bordpladen f.eks. lægger an mod skæve vægge, eller skal være organisk udformet med f.eks. integrerede vindueskarme. I disse tilfælde udfærdiges der i stedet for en tegning, en skabelon udført i masonit eller tynd krydsfiner. Det er tidkrævende og meget ofte forbundet med fejl. Den ”færdige” skabelon skal herefter fysisk sendes til bordpladeproducenten, hvor den bliver opmålt. Målene overføres til ERP-systemet, hvorefter CNC-data endelig kan generes. Det er en besværlig proces med en stor risiko for fejl.
Besparelser på 12,5 mio. kr. Det skønnes, at produktionsværdien af bordplader fremstillet i Danmark udgør omkring 500 mio kr. Fejlomkostninger antages at udgøre mindst fem procent af omsætningen. ”Kan vi blot undgå halvdelen af fejlene ved at indføre nye målemetoder og databehandlings-processer, vil der på årsbasis kunne spares 12,5 mio kr. i fejlomkostninger. Hertil kommer, at den manuelle tid til ordrebehandling, indlæggelse af mål i produktionssystemet osv. vil kunne reducere ordrebehandlingstiden betragteligt”, siger Peter Pasgaard, adm. direktør for SPEKVA A/S.
Det digitale Byggeri Det nye opmålingssystem, L3D bygger på den teknologi til digital opmåling, som Landmålergården ved hjælp af måleinstrumentet Builder fra Leica har udviklet. Det er blandt andet meget velegnet til brug for renovering af ældre ejendomme. Landmålergården deltager med det nye opmålingssystem aktivt i Det Digitale Byggeri, hvor det er ambitionen, at alle byggebranchens parter skal kunne dele elektroniske data. Med L3D kan der skabes målfaste bygningsmodeller, som kan spare mange fejl og håndværksmæssig tilretning. Samarbejdet med SPEKVA viser, at målfaste modeller er fremtiden. Og Landmålergården forventer, at teknologien vil brede sig til hele byggeindustrien. ”Det er nu vi begynder at høste frugterne af 10 års udviklingsarbejde, som ikke alene Landmålergården, men også Grundejernes Investeringsfond i samarbejde med SBS Byfornyelse har støttet”, siger Søren Nørmølle, partner i Landmålergården A/S. Data direkte til SPEKVA Opmålingssystemet er baseret på lasermålestationen, Builderen, der betjenes gennem en bærbar PC. Systemet er målrettet til bordpladeopmålinger, hvilket ses af brugerfladen, som på en nem måde guider operatøren igennem opmålingen. Udover geometrien kan det nye opmålingssystem håndtere information om bordpladen som f.eks. kantprofiltype, godstykkelse og materiale, og det er integreret med SPEKVAs IT-systemer, således at måledata via en mobil internetforbindelse kan sendes direkte ind i SPEKVAs ordremodtagelsessystem .
Konceptet vil med fordel kunne anvendes inden for en række andre områder i byggeriet, f.eks. ved opmåling af døre, vinduer, gulve. Startskuddet for anvendelse af det nye opmålingssystem lød allerede i begyndelsen december, hvor SPEKVA A/S introducerede det hos HTH København.
Om SPEKVA A/S: SPEKVA A/S er producent af individuelt specificerede bordplader i massivt træ og natursten. Virksomheden blev grundlagt i 1965 og ejes af Østergaard Dahl A/S og Genua A/S. Virksomheden omfatter 50 funktionærer og 100 timelønnede med produktion i Vamdrup og Odense samt et salgsselskab i England.
Se i øvrigt: www.spekva.dk
Om Landmålergården A/S: Landmålergården A/S er et landinspektørselskab omfattet af Lov om landinspektørvirksomhed. Landmålergården beskæftiger sig med to hovedområder: Traditionelle landinspektøropgaver som opmåling, udstykning og afsætning. Det andet område er softwareudvikling omfattende opmålingssystemer, GIS og administrative systemer, hvor Landmålergården spiller en central rolle i udviklingen af branchesystemer til landinspektører, kommuner, ministerier og udenlandske myndigheder. Landmålergården beskæftiger 20 medarbejdere, heraf otte akademikere, seks teknikere og seks ufaglærte.
Se i øvrigt: www.landmaalergaarden.dk
Om Leica Geosystems Leica Geosystems A/S markedsfører og servicerer højteknologisk landmålingsudstyr, GPS-systemer samt laserinstrumenter til måling, nivellering og maskinstyring på det danske marked. Virksomheden er et datterselskab af LGS Holdings BV i Schweiz og den danske del af den verdensomspændende koncern. Yderligere information Leica Geosystems A/S Hørkær 12 A 2730 Herlev Tlf.: 4454 0202 www.leica.dk
flemming.nielsen@leica-geosystems.com
|